Why so busy?

Der er skole, der er arbejde og der er huslige pligter - der er så mange ting at det kan vokse sig så stort at man til sidst næsten ikke kan trække vejret, og det kan ikke passe at man skal presse sig selv, indtil det sker.
Jeg tror at det er vigtigt at sige fra, og vide hvor ens grænse går.
Intet i hele verden kan være så vigtigt at vi kommer dertil, hvor det bliver usundt.
Livet er en rutschebane, og man skal huske at nyde turen - og det er der mange som ikke gør.


Det er vigtigt at prioriterer ens energi rigtigt, og jeg fyre ikke bare lort af, for jeg har selv været så stresset at jeg fik angstanfald.
Mange arbejder hårdt, fordi at de er bange for at fejle og blive til grin, eller måske dumpe i skolen, eller blive fyret på arbejdet. At fejle.
Det er bare vigtigt at vurdere hvornår man for alvor fejler.
Jeg syntes at man for alvor fejler, den dag man går ned med stress - den dag man kan se at man har presset sig selv så hårdt, at det er blevet skadeligt.
Ingen mennesker er supermænd, og alle har begrænset energi, derfor må man også nød til at sige fra.


Det er ingen skam at sige:" Jeg har simpelthen været så stresset, at jeg har glemt at lave lektier."
En lærer vil forstå det, især hvis eleven plejer at lave sine ting, og ikke er personen som driver den af.


Det er vigtigt at sætte sig ned, trække vejret og tænke:" Er det her yderst vigtigt?"
- Vi har brug for at få et pusterum, og det er ikke ulovligt at sige fra.

Håber at i kunne lide indlægget. 

Og jeg håber at i nyder ferien. Jeg sidder selv i Spanien og er syg, det er IKKE fedt. 

Husk nu at følge bloggen hvis i lyster. 

KNUS WHITTA.