onsdag den 6. november 2013

Min skoletid!

Mange læsere spørger ofte hvorfor jeg har valgt et form for sabbat-år, som jeg jo har valgt i år. Jeg forklarer at det er fordi at jeg har haft nogle rigtig svære skoleår – derefter spørger folk hvorfor det har været svært, og det vil jeg forklare I det her indlæg.

Børnehaveklasse 1. gang
Jeg var en virkelig glad pige som havde utrolig meget mod på alting. Mine forældre siger faktisk at da jeg var lille, så var jeg mere vild og udadvendt end min bror (selvom min bror i dag er meget mere social end jeg er) og jeg ville opleve hele verden. Sådan var jeg også da jeg startede i børnehaveklasse. Jeg elskede det virkelig. Jeg elskede at lege og jeg elskede at sidde og tegne eller at spille et brætspil med de 5. klasser som havde til opgave at tage sig af os (vi kaldte det på min skole venskabsvenner).
Jeg var dog også et meget eftertænksom pige og jeg tænkte tingene igennem. Jeg tror at jeg var i gang med en modnings-process i den periode og forsøgte at finde min plads i livet og min rolle i skolen.
Da det blev April-Maj så fik mine forældre den besked fra pædagogerne i børnehaveklassen at de syntes jeg skulle gå i børnehaveklasse ET ekstra år. Mine forældre tænkte rigtig meget over det og de ville ikke bare hoppe på ideen lige med det samme, hvilket jeg godt kan forstå.
Min mor valgte så én dag at tage med min i skole og se hvordan jeg gik og havde det. Jeg var mega stolt og jeg var rigtig glad for at hun var der. Jeg har altid set meget op til min mor og har altid elsket når hun var med min skole på udflugter osv.
Hun var der så vidst kun én dag og det var det. Dengang tænkte jeg ikke over hvorfor hun gjorde det, men hun gjorde det selvfølgelig for at observerer hvad der skete.
I starten af juni fik jeg beskeden fra mine forældre. Jeg kan ikke huske præcis hvad de sagde, men de fortalte mig at jeg skulle gå i børnehaveklasse ét år til. Jeg var ked af det. Alle mine klassekammerater skulle jo i 1. klasse. De skulle købe Diddle-bogbind og de skulle have rigtig fine matematik-bøger. Nu skulle de være de ”store.”
Jeg husker én bestemt episode hvor at vi i Juni sidder og skal tegne et billede af os selv. Den lærer som skal være deres kommende klasselærer i 1. klasse går rundt og kigger på tegningerne så hun lære dem lidt bedre at kende FØR at hun efter sommerferien for alvor skal lærer hvem de er som person. Hun går forbi mig og kigger på min tegning. Så fortæller en af børnehaveklasselærerne at jeg skal gå om og ikke skal med.
Så siger læreren:” Så kan du jo bare tage din med hjem” – Jeg blev så ked af det.
Alle de andre skulle have hængt deres selvportræt op i det nye lokale, men jeg skulle bare tage min med hjem. Jeg følte et kæmpe nederlag. Jeg var ikke god nok til at komme i 1. klasse.
Børnehaveklasse 2. gang
Jeg husker første skoledag.
Der var en dreng som jeg skulle gå i klasse med som jeg kendte i forvejen, så det hjalp mig lidt. Dagen startede ud med at jeg faktisk var spændt. Nu skulle jeg lære nye mennesker at kende og det var spændende. Men da jeg kom ind i lokalet igen og jeg atter engang så de skolebøger som jeg havde haft året før, og det føltes som et deja-vu, så fik jeg det skidt.
Jeg har et par billeder i mit billede-album hvor at jeg sidder ved bordet første skoledag og er helt rød i hovedet og nærmest sidder og gemmer mit ansigt. Jeg var flov. Jeg var ekstra flov da børnehaveklasselæreren præsenterer mig:” Det her er Alberte, og hun har faktisk også gået her sidste år” Hun kunne ligeså godt have sagt:” Hende her bestod ikke prøven, så hun er en taber, hun hedder i øvrigt Alberte.”
Året var ellers meget skægt. Et par af de andre børn synes at det var ret sejt at jeg FAKTISK skulle have gået i 1. klasse. Engang imellem når vi var i skolegården og der kom en forældre og spurgte om vi gik i børnehaveklassen, så sagde de andre:” Men hende der SKULLE faktisk have gået i 1. klasse” og jeg var også glad for at de sagde det, for så følte jeg mig ikke så mislykkedes.
I starten kom børnene fra min forrige klasse og sagde hej, men det gled også ud i sandet og efter et halvt år, så gik de forbi mig som om at de ikke kendte mig. Jeg var officielt ude af mine gamle venners liv.

1. Klasse
Nu kom jeg I første klasse og jeg var Så glad. Da min nye lærer kom og bød os velkommen, så følte jeg mig virkelig stolt. NU skulle skolen rigtigt begynde.1. klasse var et fantastisk skoleår. Jeg fik for alvor nogle virkelig tætte veninder og jeg var generelt virkelig glad. Jeg er en pige som elsker at have forskellige projekter og ofte lavede jeg små teaterstykker sammen med nogle af mine venner og veninder. Vi legede også MGP og jeg arrangerede engang imellem nogle ting hvor at vi børn fik lov til at optræde foran andre. Jeg havde altid nogle projekter i gang på trods af at jeg kun var 8 år.
 5. Klasse
2. Klasse, 3. klasse og 4. klasse gik fantastisk. Jeg fik en lille veninde-gruppe som jeg elskede højere end alt andet. Vi var nærmest uadskillelige. Vi gjorde rigtig mange ting sammen og havde det sjovt sammen, så jeg var glad.
I 5. klasse fik vi alle én person fra børnehaveklassen som vi skulle støtte og hjælpe i gang med skoletilværelsen. Det var noget jeg havde glædet mig SINDSSYGT meget til, for første gang jeg gik i børnehaveklasse havde jeg et fantastisk forhold til hende som skulle hjælpe mig i gang. Hun var sågar hjemme hos mig og spille computerspil og hun var så sød – Hun hedder for resten Julie Grundtvig Wester og er i dag en ret kendt skuespiller, men hun betød rigtig meget for mig da jeg var en lille usikker pige som skulle starte i skole. Og nu var det min tur til at være hende som skulle tage sig af et børnehaveklassebarn.
Da jeg havde været sammen med min venskabsven i et par måneder, så begyndte jeg at få det skidt. Når jeg skulle ned i børnehaveklassen fik jeg det fysisk dårligt.
En dag da jeg var dernede blev jeg pludselig ramt af en forfærdelig kvalme og jeg var meget tæt på at kaste op. Da jeg var lige ved at brække mig, så tager jeg af refleks min hånd op til min næse (aner ikke hvorfor) og min lille venskabsven tror at det er en leg og spørger:” Dykker du?” Og jeg får det forfærdeligt og siger:” Jeg må nød til at gå” og så styrter jeg hen på toilettet og kaster op. Der lod jeg den lille søde pige stå og ikke fatte hvad fanden jeg havde gang i. Jeg var flov og følte mig ussel. Dengang vidste jeg ikke hvorfor jeg kastede op, men i dag ved jeg at det var dér min angst startede og den skulle vise sig at bide sig fast.

6. Klasse
Den lille og gode veninde-gruppe som jeg havde haft siden 2. klasse og op til 5. klasse begyndte langsomt at glide ud. Nogle fra gruppen ville gerne prøve at være sammen med nogle andre fra klassen (hvilket er klart) og langsomt begyndte det at glide fra hinanden.
Der gled mit fundament også fra hinanden. Jeg blev skidebange for hvad fanden jeg skulle gøre. Samtidig kom der en dreng i vores klasse som i starten trak rigtig meget opmærksomhed og han blev hurtigt rigtig populær, så mine veninder ville meget gerne være sammen med ham. På daværende tidspunkt var jeg blevet så usikker på mig selv at jeg ikke rigtigt turde at være mig selv overfor nye mennesker, så jeg turde ikke gå hen og lære den nye dreng at kende. Jeg var så usikker på om folk kunne lide mig, så imens alle blev rigtig gode venner med den nye dreng, så sad jeg på min plads og begyndte at have en hobby med at tegne. Det var en meget ensom tid.
På et tidspunkt kunne jeg ikke længere klare at gå ind på skolen. Jeg fik så slem kvalme og følte mig syg når jeg kørte forbi skolen. Dem fra min klasse var søde, så der var ikke nogle grund til at være angst, men det var jeg blevet. Jeg gik derhjemme i et par uger og var syg, men så blev jeg rask og skulle tilbage. DET blev en utrolig hård kamp og jeg ville ikke derind. Mine forældre pressede mig og en dag fik de mig ind på skolen.
Jeg har fortalt denne historie på bloggen før, men det var en dag hvor der var håndarbejde i klassen. Min mor fulgte mig op til stedet hvor håndarbejde var. Jeg var flov over at min mor skulle følge mig, men jeg ville ikke kunne klare det selv. Da jeg begynder at kunne høre stemmerne på dem fra min klasse, så kaster jeg op udover trappen på skolen. Jeg havde det simpelthen så skidt. Min mor måtte tænke hurtigt og gik hen til læreren som lærte os håndarbejde og sagde direkte foran dem fra min klasse:” Alberte har altså lige kastet op ude på trappen” Jeg står ved siden af og ser ussel ud. Dem fra min klasse kigger på mig og jeg har lyst til at grave mig ned i et hul.
Da det bliver oktober vælger jeg at skifte skole i håb om at det kan hjælpe, men det gjorde det ikke. Angsten havde borret sig ind i min krop og ville ikke give slip.
Da det bliver Januar opgiver vi og jeg begynder at få hjemmeundervisning.
I maj begynder jeg i parralelklassen fra den klasse jeg gik I på den forrige skole og det er hårdt at starte.
Den lærer som gav mig hjemmeundervisning som hed Anders blev dog på samme tid klasselærer for min nye klasse, så han støttede mig til at starte igen. Han fortalte mig at vejen IND til klasselokalet er ligesom at dykke. Jeg skulle bare forsøge at holde angsten nede fra vejen IND i klasselokalet og når jeg så var inde i klasselokalet så blev det straks meget bedre. Han havde ret og jeg begyndte at forestille mig at jeg bare skulle holde vejret på vejen fra mit hjem, som om at jeg var under vandet og når jeg ankom til klasselokalet så kunne jeg udånde og begynde at mærke angsten forsvinde.

8. Klasse
Min tid i 7. klasse var fantastisk. Jeg fik nogle fantastiske venner. Jeg havde især to rigtig gode drengevenner (en af dem ser jeg stadig engang imellem i dag) og så var jeg gode veninder med alle pigerne. Det skoleår var virkelig det bedste jeg har haft. Jeg var glad når jeg kom hjem og jeg følte mig endelig stærk.
Men i 8. klasse vendte det og jeg blev usikker. En af de venner som jeg hang meget ud med i en periode begyndte at hænge mere ud med nogle andre fra klassen og det var svært for mig. Jeg er et tryghedsmenneske og når folk jeg kender forsvinder fra mig, så bliver jeg meget bange.
Derfor fik jeg angst igen, en angst som virkelig var slem.
Fra Januar til Juni fik jeg endnu engang hjemmeundervisning.

9. klasse
Så begyndte jeg på en specialskole for unge med angst eller OCD. Det var dejligt at starte på en frisk et sted hvor de forstod mig og kunne tilpasse tingene efter hvad jeg kunne klare. Dog tænkte jeg udelukkende på at få min afgangseksamen. Tingene på specialskolen var så utrolig pædagogiske at jeg ikke kunne lade være med at føle mig liiidt mere psykisk ustabil end jeg altså var – Så det skulle bare oversåes.
Jeg fik min afgangseksamen og på trods af min meget turbulente skole-tid, så fik jeg faktisk en karakter på over gennemsnittet, hvilket jeg var meget stolt af.


Det er ganske enkelt grunden til at jeg holder et sabat-år. Skoletiden har bestemt ikke været en dans på roser for mig, og skoletiden har helt klart gjort mig til et meget mere tænksomt, forsigtigt og usikkert menneske. Jeg tænker nogengange over hvordan jeg ville være hvis jeg ikke havde fået angst. Jeg havde nok gået i gymnasiet nu, jeg ville nok have lidt flere venner og en større omgangskreds, men jeg tror også at jeg ville være mere umoden end jeg er i dag. Jeg har gået til psykolog i over tre år (tror jeg) og det har givet mig en selvindsigt som jeg ikke tror mange på 17 år har. Jeg tænker meget på hvordan andre mennesker har det. Jeg er også blevet rigtig god til at kunne føle hvordan andre mennesker har det og sætte mig ind i deres sted.
Nej, jeg ville ikke have været det her foruden, for jeg har faktisk fået utrolig meget ud af det.
OG jeg er glad for at jeg ikke er kommet i gymnasiet. Mange mennesker går i gymnasiet fordi at ”det gør alle andre jo” men de tænker ikke helt over hvad de egentlig gerne VIL. Jeg har jo fået en ret stor selvindsigt så jeg har lært at jeg vil lave noget produktivt, som at være journalist, arbejde med film, eller blive skuespiller og man skal ikke bruge studentereksamen til det. Dog vil jeg måske også gerne være pædagog, men så må jeg jo tage HF vil jeg stadig vil det senere i livet. Jeg har lært ikke at tage den lige vej, men tage sjove omveje og gå lidt ud i rabatten og det ville jeg nok ikke have lært hvis jeg ikke havde oplevet de her svære ting. 

12 kommentarer:

  1. Wow Alberte, virkelig smukt skrevet!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, det betyder meget! :-D

      Slet
  2. Det er ret fedt at du har skrevet om din tid i skolen. Jeg kan meget nemmere sætte mig ind i det sted nu. Det er utrolig, hvad du enlig har været igennem, virkelig.!

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange mange tak! :-D
      Det er det mest betydningsfulde indlæg jeg har lavet, så det er virkelig fantastisk med sådan en respons. :-)

      Slet
  3. Dér fik du seriøst hele min respekt! SÅ sejt at du har klaret dig igennem alt det og er kommet så langt. ;)

    SvarSlet
  4. Tanker herfra. <3
    emiliehavstein.blogspot.dk

    SvarSlet
  5. Godt skrevet - tror det er en god idé at tage et "sabbatår" :-)

    www.itsmesofie.com

    SvarSlet
  6. Hej Alberte. (:
    Jeg synes det er så flot skrevet og at du er noget så modig, ikke alle ville have mod på at skrive om sin fortid.
    - Du har helt klart fået min respekt, 100%

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du skøn! - Tusind tak! <3

      Slet
  7. Der fik du min respekt.
    - fan fra gSm

    SvarSlet