Den ensomhed...

HEJ LÆSERE
Håber ikke at I har noget imod at jeg tager fat på et lidt mere tungt emne. 
Som mange af jer ved, så har jeg været syg i over en måned nu. Engang imellem vender det for en stund og jeg får det godt, men så får jeg det skidt igen. 
I starten var det værste ved at være syg jo selvfølgelig at det gjorde ondt, men nu er det værste altså virkelig ensomheden. 
Der er nok ikke mange som har oplevet at være syg i flere måneder, så der er nok ikke mange som ved hvordan det er.
I min sommerferie fik jeg næsten ikke været sammen med venner og veninder, da jeg var i sommerhus og i udlandet og liiiige da sommerferien sluttede, så blev jeg syg. Det betyder at jeg rent faktisk ikke har set mine venner siden Juni. Det er så mærkeligt for mig og jeg føler mig mere ensom end noglesinde. Jeg føler langsomt at venskaberne glider ud af mine hænder og jeg falder ned i en forfærdelig trist tilstand. Jeg er heldigvis kommet dertil hvor jeg godt kan gå en lille bitte tur, men så er jeg også flad og min krop kan ikke klare mere... Ganske enkelt, jeg kan ikke overskue at se nogle og derfor har jeg ikke været social i snart tre måneder. 

Nå, men nogle har sagt at bloggen er lidt kedelig pt. og det har de da fuldstændig ret i, men mine trofaste læsere bliver selvfølgelig i den tid hvor jeg har en nedtur med sygdom osv. 
Jeg kan ikke lave de fedeste blogindlæg, for jeg kan ikke rigtigt gå specielt meget udenfor en dør og jeg sidder det meste af tiden og ser tv og har ondt af mig selv, og det er bestemt ikke blogge-matriale, haha. Jeg synes det er så fedt at I stadig tager positivt imod mine indlæg, selvom de måske ikke er ligeså fede som de kunne være! Tusind tak for det!
KÆMPE KNUS WHITTA